Vi danske elever fik da et kulturchok af enorm størrelse. Vi trådte ind ad døren til Immaculate Conception School og blev modtaget med den sædvanlige amerikanske venlighed. Da vi får øjnene fra den rare sekretær, starter vores chok. Eleverne står i deres uniformer i lige rækker og venter på at få en ordre fra deres respektive lærer. Vi bliver guidet ned i lærerværelset, og ser forundret på alle de elever vi møder. Vi sidder alle med en mærkelig fornemmelse i maven nede på lærerværelset. Pludseligt ramler støjen over os, og de amerikanske elever løber forbi og checker os ud. Pinligt for os og for dem. Så møder vi Alex. En lille flink 8.klasseselev, som gør alt, hvad han bliver bedt om. En rigtig Silas/Duks.
En efter en bliver vores frugtgrupper sendt ud i de mindre klasser for at fremføre vores projekter. Vores projekter er om vigtige personer/ting fra Danmark. Man ser spændt og venter på at det er sin tur, samtidig med at man egentlig ikke vil. Da vi går den lange tur fra lærerværelset, begynder pulsen at stige. Hvordan tager de imod os?
Da vi kommer ind i den første klasse, bliver vi modtaget af læreren og ved ikke lige hvordan vi skal starte. Efter Alex har hjulpet os med at få projekteren til at virke, går vi i gang med at præsenterer os selv. Vi laver den sædvanlige ” My name is…….”, og så er bølgen brudt. De små børn virker interesseret men sidder alligevel og snakker. Det er måske ikke projektet, de er interesseret i men os. Vi store vikinger fra Danmark, som nogle har kaldt os. Da fremlæggelsen er færdig, og eleverne får lov at stille spørgsmål, nævner de overhovedet ikke noget om fremlæggelsen. De begynder at spørge om alt mellem himmel og jord. Hvor gamle er I?, hvorfor er i så store?, hvad er din yndlingsfarve?, hvad er din favorit mad?, hvordan er vejret i Danmark?, skifter træernes blade farver i Danmark?, er Danmark en del af Tyskland? og mange mange flere. Alle børn fra Kindergarden til 8th grade sidder på sammensatte borde og stole. Mærkelige borde/stole hvor man næsten skal ligge ned for at sidde ordentligt.
Da vi skal til at spise, braser Alex ind og spørger, om vi vil med ud og spille lidt ”football” og vi tænker jo med det samme ” nu skal de bare have klø”. Vi bliver nød til at vente med vores frokost, fordi de kun må være ude max. 15 min. Da vi kommer ud på ”The Playground”, ser vi til vores store overraskelse en stor flok elever, som råber af os, inden kampen starter. Da vi endelig skal til at starte, ser vi den amerikanske fodbold. Det har vi jo alle prøvet eller ikke. Vi får lige reglerne i en kort version – Two hand touch, og så er kampen i gang. Hurtig kommer vi, de ”Danish Vikings”, bagud med et mål. Kampen kommer nu ind i en periode, hvor bolden går fra side til side. Pludselig lige før klokken ringer ind, kaster Martin Madsen en kongebold, der ligger lige i favnen på Nikolaj Warming (undertegnede). Stillingen er nu 1 -1. Klokken ringer ind og den store overraskelse har fundet sted. Kampen ender 1 -1 og de ”Danish Vikings” er overglade og har allerede modtaget den næste udfordring. Kamp igen i morgen, samme tid og samme sted.
Nu skal vi alle have den fortjente frokost. Den står på ”Real American Lunch” Pizza og cola. Da vi gik fra lærerværelset op til computerrummet, hvor vi skulle spise, så vi lærerne rulle en fryser ud på gangen og stå og sælge is. Hvad sker der! Lærerne står og sælger is til eleverne.
Så stod den på fokuseret artikel- og blogskrivning. Yeeeeeeeeeeeeeees eller ikke. Da de hårde timer endelig er overstået skulle vi til at vende snuden hjemad. Da vi er ved at forlade skolen så vi eleverne blive hentet af deres forældre og at de lige fik 1 $ til isboden lige udenfor skolen.
Inden vi fik lov til at gå, kom Liselotte og sagde vi skulle slæbe de mange skole ting, hun havde købt for 1245 $. Ikke nok med at vi både skulle bære vores egne tasker og Liselottes poser, men vi skulle også klemmes ind i Sub’en, hvor vi stod som sild i en tønde. Vi fik ikke alle sild med, så vi mødtes ved en aftalt station.
Da vi endelig kommer tilbage til ”The Candy Hostel”, er det blevet aftalt at programmet nu står på fjollebold i Central park og selvvalgt aftensmad/Subway. Vi kommer til Central Park, og går ind på den første grønne plæne vi ser. 2 min. senere står der en lille mand og beder os om at forlade plænen, da den kun var til ”BaseBall”. Vi finder i ny plæne, laver en bane og lader fjollebolden begynde. Efter en hård kamp går vi tapre spillere og dovne tilskuere tilbage til Sub’en for at komme tilbage efter noget MAD! Da vi har plyndret den lille Subway for alt spiseligt + drikkevarer, går vi den lange vej fra 93th Block til 94th Block. Da maden var spist og bisserne børstet, for første gang i 3 dage, var det direkte på hovedet i seng
En mega god dag.
Frederik Hansen og Nikolaj Warming
fredag den 7. maj 2010
søndag den 25. april 2010
Immaculate Conception School
Børnene stirrer nysgerrigt på os, nogle smiler og vinker, mens andre bliver bange for os store 10. klasse fra Danmark. Inde i 1. klasse sidder børnene ved små pulte på lige rækker ved siden af hinanden. De har skoleuniformen på, pigerne små søde kjoler og drengene skjorte og bukser. Væggene i rummet er dekoreret med farverige plakater og tegninger. En lille dreng snakker med sidemanden, men så snart læreren bare kigger over på ham, tier han stille med det samme.
Da fremlæggelsen begynder, kigger de forundret op på væggen, hvor de kan se et billede af H.C. Andersen. Alle lytter koncentreret, mens fremlæggelsen er i gang, og da den er færdig klapper de. Da de stiller spørgsmål til os, bliver der spurgt om alt, lige fra hvornår H.C. Andersen døde, til hvad der er vores yndlingsfarve, og hvad vi fik at spise i flyet. Oppe fra tavlen kan jeg se, at børnene opbevarer deres bøger på en hylde under stolene, og deres bitte små skoletasker står på en reol henne ved væggen. Da der ikke er flere spørgsmål, tæller læreren til tre, og så siger de alle i kor, ”thank you...” Så kan jeg ikke lade være med at smile, for det lyder rigtig sjovt.
Efter frikvarteret skal vi ned i gymnastiksalen. Læreren forklarer os, at vi skal sige et tal mellem 1-20, og den, som siger det tal, hun tænker på, får en fodbold. Da læreren kommer hen til mig gætter jeg på 16, hun ligger en hånd på min skulder, og spørger om vi tror, det er det rigtige tal. Det er det ikke, og hun går videre til den næste i rækken. Da Christina siger 12, er der bingo, og hun får overrakt en amerikansk fodbold i guldfarve. Nu vil vi også købe en amerikansk fodbold til deres skole, med alle vores navne skrevet på.
Anja
Da fremlæggelsen begynder, kigger de forundret op på væggen, hvor de kan se et billede af H.C. Andersen. Alle lytter koncentreret, mens fremlæggelsen er i gang, og da den er færdig klapper de. Da de stiller spørgsmål til os, bliver der spurgt om alt, lige fra hvornår H.C. Andersen døde, til hvad der er vores yndlingsfarve, og hvad vi fik at spise i flyet. Oppe fra tavlen kan jeg se, at børnene opbevarer deres bøger på en hylde under stolene, og deres bitte små skoletasker står på en reol henne ved væggen. Da der ikke er flere spørgsmål, tæller læreren til tre, og så siger de alle i kor, ”thank you...” Så kan jeg ikke lade være med at smile, for det lyder rigtig sjovt.
Efter frikvarteret skal vi ned i gymnastiksalen. Læreren forklarer os, at vi skal sige et tal mellem 1-20, og den, som siger det tal, hun tænker på, får en fodbold. Da læreren kommer hen til mig gætter jeg på 16, hun ligger en hånd på min skulder, og spørger om vi tror, det er det rigtige tal. Det er det ikke, og hun går videre til den næste i rækken. Da Christina siger 12, er der bingo, og hun får overrakt en amerikansk fodbold i guldfarve. Nu vil vi også købe en amerikansk fodbold til deres skole, med alle vores navne skrevet på.
Anja
onsdag den 21. april 2010
Baseball
Vi var så heldige at vores gode ven Alex havde skaffet billetter til baseballkamp med et af de lokale hold, nemlig The Mets, som mødte Cobs fra Chicago. Vi kørte tidligt for ikke at rende ind en masse menneske mylder, men som sædvanlig i New Yorks levende undergrund er det ikke muligt. Sikkerheden var som sædvanlig høj. Det var hverken tilladt at tage åbne flasker eller takser med ind på stationen og vi blev også scannet med en metaldetektor.
Vi havde fået rigtig gode pladser, så selvom ingen af os kendte reglerne glædede vi os alle til en fed aften. Da det ikke var en af topkampene var stationen var der mange tomme sæder og stemningen er heller ikke den samme stemning som til en fodboldkamp, da der skal være ro når pitcheren skal kaste.
De fleste af os fik dog hurtigt styr på reglerne og på trods af at det var en lidt tam kamp var det alligevel en rigtig fed oplevelse.
Simon
Vi havde fået rigtig gode pladser, så selvom ingen af os kendte reglerne glædede vi os alle til en fed aften. Da det ikke var en af topkampene var stationen var der mange tomme sæder og stemningen er heller ikke den samme stemning som til en fodboldkamp, da der skal være ro når pitcheren skal kaste.
De fleste af os fik dog hurtigt styr på reglerne og på trods af at det var en lidt tam kamp var det alligevel en rigtig fed oplevelse.
Simon
Det bedste til sidst
Indenfor baseball hersker Yankees tydeligt i New York. Men man må ikke glemme the Mets. De er måske ikke lige så kendte eller gode og har ikke helt så mange fans, men alligevel er de noget for sig selv. De har et helt nyt stadion, måske ikke lige så centralt som Yankees på Manhatten, men i Queens på Lars tyndskids mark.
Mine forventninger til kampen var store! (Selv om jeg ellers ikke kender noget til baseball.)
men jeg kunne ikke lade være med at sammenligne baseball med fodbold. Mest på grund af stemningen. Der hvor jeg kommer fra, sidder man næsten ikke på sædet under en fodbold kamp, man stå og hepper på sit hold. Men det gjorde de ikke, de sad næsten under hele kampen, og kom en gang i mellem med et ”Buuuh” eller ”Yearh”. Mens vi sad og råbte, heppede og klappede når vi syntes det passede ind. Og vi passede slet ikke ind! Til kampen kom Mets fans, i deres baggypants, og fan trøjer. Og vi kom pakket op i kæmpetrøjer i lag for ikke at komme til at fryse!
Det var vild oplevelse når spillerne, skød bolden ud mod publikum! Publikum smed sig indover hinanden fuldstændig ligeglad med hvis de selv kom til skade eller om andre kom til skade på grund af deres handlinger! Men at gribe den bold er stort! Der er nærmest en ære, og selv jeg ønskede, at en bold ville komme flyvende og jeg ville gribe den.
Igennem hele spillet blev der kun lavet et homerun! Det var virkelig fedt, alle var ellevilde, endelig kom amerikanerne op fra deres sæder, hoppede og skreg, og en stemning bredte sig lige så hurtigt som den forsvandt.
Det var vildt at se hvordan fansene støttede op omkring The Mets. Bare på deres egen stille facon. Det var en fed oplevelse at få med i bagagen, mest fordi det ikke er en sport der bliver dyrket i Danmark.
Mine forventninger til kampen var store! (Selv om jeg ellers ikke kender noget til baseball.)
men jeg kunne ikke lade være med at sammenligne baseball med fodbold. Mest på grund af stemningen. Der hvor jeg kommer fra, sidder man næsten ikke på sædet under en fodbold kamp, man stå og hepper på sit hold. Men det gjorde de ikke, de sad næsten under hele kampen, og kom en gang i mellem med et ”Buuuh” eller ”Yearh”. Mens vi sad og råbte, heppede og klappede når vi syntes det passede ind. Og vi passede slet ikke ind! Til kampen kom Mets fans, i deres baggypants, og fan trøjer. Og vi kom pakket op i kæmpetrøjer i lag for ikke at komme til at fryse!
Det var vild oplevelse når spillerne, skød bolden ud mod publikum! Publikum smed sig indover hinanden fuldstændig ligeglad med hvis de selv kom til skade eller om andre kom til skade på grund af deres handlinger! Men at gribe den bold er stort! Der er nærmest en ære, og selv jeg ønskede, at en bold ville komme flyvende og jeg ville gribe den.
Igennem hele spillet blev der kun lavet et homerun! Det var virkelig fedt, alle var ellevilde, endelig kom amerikanerne op fra deres sæder, hoppede og skreg, og en stemning bredte sig lige så hurtigt som den forsvandt.
Det var vildt at se hvordan fansene støttede op omkring The Mets. Bare på deres egen stille facon. Det var en fed oplevelse at få med i bagagen, mest fordi det ikke er en sport der bliver dyrket i Danmark.
Menneskene i NY - Lea
d. 21. April 2010 - Lea Grejsen
At gå ned ad New Yorks gader eller sætte sig på en bænk og snuse til alle de forskellige indtryk man får, er noget af det mest underholdende og det mest fascinerende, man kan gøre. Subben, som vi kalder det - hvor vi kører i tog til de forskellige seværdigheder - er utrolig rig på alverdens mennesketyper. Det findes store og små, tykke og tynde, mørke og lyse, kinesere og italienere - ja ALLE typer. Vi har brugt subben rigtigt meget på vores skoletur, og nogle mennesker har gjort mere indtryk på mig end andre. Fx mennesker, der stiller sig op med en lille guitar eller tromme i hånden og forventer, de kan tjene kassen. Her i NY er det sådan, at man kan ende på gaden fra den ene dag til den anden, og den eneste måde de kan tjene penge på er at trygle penge ud af uskyldige forbigående mennesker på gaden. Eller de unge mennesker, der sidder i subben fyldt med snakkende mennesker, som bliver konstateret døve, når de engang fylder 30 år, bare fordi de hører så højt musik, at vi, der sidder ved siden af, kan høre det ligeså tydeligt. Til sidst de mennesker, der ikke fatter at holde mund om deres privatliv, når der sidder 50 andre mennesker rundt om dem i toget og forstår, hvad de siger - “and I was like, and he was like, and then he said, and ….. You know?!” Dog skal man heller ikke undgå at fortælle om alle de utrolige søde og hjælpsomme amerikaner, vi har mødt. Hvis man spørger om hjælp, får man svar, hvis man spørger om vej, får man svar, og de er utrolig nysgerrige efter, hvor vi kommer fra og om vores kultur i Danmark.
I mandags fik vi lov at få en hel dag på egen hånd - noget af en udfordring, men en oplevelse igen med mange mennesketyper. På vej over til 5th Av. hvor den lange gade med butikker på hver side ligger, blev vi mødt af de mest irriterende cykelhandlere med skilt i hånden og tikkede og bedte os om et lille lift i deres cykelvågn. Vi lærte hurtigt at vende den kolde skulder til. På et tidspunkt var vi inde i en kæmpe H&M med to etagers pigetøj og en etage med drengetøj. Vi gik derinde i rigtig lang tid, da vi selvfølgelig skulle studere hvert enkelt stykke tøj, og da vi så skulle til at betale, og vi var godt trætte efter en lang dag, valgte de at snøvle med tøjet og stå og tale med hinanden indbyrdes ved kassen imens, hvilket gjorde os endnu mere utålmodige.
Med hensyn til maden herovre føler jeg allerede, jeg har taget 20 kilo på - mindst. :D Og når det gælder restauranter eller diners, er folk utrolig flinke. Vi har spist morgenmad på den samme diner næsten hele ugen. Nu kan de huske, hvem vi er, og der er en dame, som næsten allerede på forhånd ved, hvad vi vil bestille. Det ser man også med de andre faste kunder, der kommer på dineren. De siger bare “det sædvanlige“, og så ved tjeneren, hvad de vil have. Går man hen på en Starbucks og bestiller en muffin, bliver den pakket fint ind i en lille æske, man kan tage med sig. Rigtig hyggeligt J
Nu hvor det handler om mad, er alting større i USA. Portionerne, man får serveret på tallerkenen, er næsten dobbelt så store som hjemme i Danmark, og der er ikke noget, der hedder en lille sodavand. Det kan dog også tydeligt ses på samtlige mennesker. Jeg fatter ikke, at de ikke har nok selvdisciplin til at sige stop overfor deres egen krop. Det er rystende og skræmmende, da man ved, de ikke har tænk sig at gøre noget ved det. De fleste fede mennesker sidder på Mc. D. og får deres morgenmad. Man skulle tro, de ikke har køkkener i deres eget hjem. En verden/levestil jeg nok aldrig kommer til at forstå.
New York en FED by J på den tykke og nice måde
At gå ned ad New Yorks gader eller sætte sig på en bænk og snuse til alle de forskellige indtryk man får, er noget af det mest underholdende og det mest fascinerende, man kan gøre. Subben, som vi kalder det - hvor vi kører i tog til de forskellige seværdigheder - er utrolig rig på alverdens mennesketyper. Det findes store og små, tykke og tynde, mørke og lyse, kinesere og italienere - ja ALLE typer. Vi har brugt subben rigtigt meget på vores skoletur, og nogle mennesker har gjort mere indtryk på mig end andre. Fx mennesker, der stiller sig op med en lille guitar eller tromme i hånden og forventer, de kan tjene kassen. Her i NY er det sådan, at man kan ende på gaden fra den ene dag til den anden, og den eneste måde de kan tjene penge på er at trygle penge ud af uskyldige forbigående mennesker på gaden. Eller de unge mennesker, der sidder i subben fyldt med snakkende mennesker, som bliver konstateret døve, når de engang fylder 30 år, bare fordi de hører så højt musik, at vi, der sidder ved siden af, kan høre det ligeså tydeligt. Til sidst de mennesker, der ikke fatter at holde mund om deres privatliv, når der sidder 50 andre mennesker rundt om dem i toget og forstår, hvad de siger - “and I was like, and he was like, and then he said, and ….. You know?!” Dog skal man heller ikke undgå at fortælle om alle de utrolige søde og hjælpsomme amerikaner, vi har mødt. Hvis man spørger om hjælp, får man svar, hvis man spørger om vej, får man svar, og de er utrolig nysgerrige efter, hvor vi kommer fra og om vores kultur i Danmark.
I mandags fik vi lov at få en hel dag på egen hånd - noget af en udfordring, men en oplevelse igen med mange mennesketyper. På vej over til 5th Av. hvor den lange gade med butikker på hver side ligger, blev vi mødt af de mest irriterende cykelhandlere med skilt i hånden og tikkede og bedte os om et lille lift i deres cykelvågn. Vi lærte hurtigt at vende den kolde skulder til. På et tidspunkt var vi inde i en kæmpe H&M med to etagers pigetøj og en etage med drengetøj. Vi gik derinde i rigtig lang tid, da vi selvfølgelig skulle studere hvert enkelt stykke tøj, og da vi så skulle til at betale, og vi var godt trætte efter en lang dag, valgte de at snøvle med tøjet og stå og tale med hinanden indbyrdes ved kassen imens, hvilket gjorde os endnu mere utålmodige.
Med hensyn til maden herovre føler jeg allerede, jeg har taget 20 kilo på - mindst. :D Og når det gælder restauranter eller diners, er folk utrolig flinke. Vi har spist morgenmad på den samme diner næsten hele ugen. Nu kan de huske, hvem vi er, og der er en dame, som næsten allerede på forhånd ved, hvad vi vil bestille. Det ser man også med de andre faste kunder, der kommer på dineren. De siger bare “det sædvanlige“, og så ved tjeneren, hvad de vil have. Går man hen på en Starbucks og bestiller en muffin, bliver den pakket fint ind i en lille æske, man kan tage med sig. Rigtig hyggeligt J
Nu hvor det handler om mad, er alting større i USA. Portionerne, man får serveret på tallerkenen, er næsten dobbelt så store som hjemme i Danmark, og der er ikke noget, der hedder en lille sodavand. Det kan dog også tydeligt ses på samtlige mennesker. Jeg fatter ikke, at de ikke har nok selvdisciplin til at sige stop overfor deres egen krop. Det er rystende og skræmmende, da man ved, de ikke har tænk sig at gøre noget ved det. De fleste fede mennesker sidder på Mc. D. og får deres morgenmad. Man skulle tro, de ikke har køkkener i deres eget hjem. En verden/levestil jeg nok aldrig kommer til at forstå.
New York en FED by J på den tykke og nice måde
This is my city
Når man står på New Yorks gader, bliver man konstant opsøgt af hjælpsomme Amerikanere. Man behøver blot at stå stille i få minutter inden spørgsmålet lyder ”what are you looking for?” Og ”where are you from?”
Forleden dag blev min gruppe opsøgt af en meget gammel amerikaner, han ville gerne hjælpe med vejen og det var også skønt - da der er ekstremt mange veje at vælge mellem i NY. Det viste sig dog at han ville mere end at hjælpe, han fortalte adskillige historier om byen og seværdigheder, vi bare skulle se! Han sluttede af med at sige stolt ”THIS IS MY CITY!” man kunne virkelig mærke, at han følte for denne dejlige by. Dette er, hvad man kan kalde patriotisme, så det basker!
En helt anden ting er de massevis af gule taxis, der drøner rundt, som vilde bøfler gennem de mange blocks. Man ser ofte på film, hvordan de kendte tager et skridt ud på gaden, løfter armen og vupti, så er der en taxa. Dette kan skam også ske i virkeligheden, det var en ting, der allerede fangede mig på første dagen. Vi havde set det ske og selvfølgelig skulle vi også lige prøve! Efter en lækker middag trådte vi ud på vejen og løftede armene, først uden respons, men til sidst lykkedes det os at få en til at holde. Det skal så lige siges, at man skal huske at have en korrekt adresse for at komme hjem. Det krævede en ny taxa og endnu et tjek på kortene, før vi fik en fuldtræffer, og så skal det lige nævnes, at det endte i løb de sidste blocks.
Louise Vibe
Forleden dag blev min gruppe opsøgt af en meget gammel amerikaner, han ville gerne hjælpe med vejen og det var også skønt - da der er ekstremt mange veje at vælge mellem i NY. Det viste sig dog at han ville mere end at hjælpe, han fortalte adskillige historier om byen og seværdigheder, vi bare skulle se! Han sluttede af med at sige stolt ”THIS IS MY CITY!” man kunne virkelig mærke, at han følte for denne dejlige by. Dette er, hvad man kan kalde patriotisme, så det basker!
En helt anden ting er de massevis af gule taxis, der drøner rundt, som vilde bøfler gennem de mange blocks. Man ser ofte på film, hvordan de kendte tager et skridt ud på gaden, løfter armen og vupti, så er der en taxa. Dette kan skam også ske i virkeligheden, det var en ting, der allerede fangede mig på første dagen. Vi havde set det ske og selvfølgelig skulle vi også lige prøve! Efter en lækker middag trådte vi ud på vejen og løftede armene, først uden respons, men til sidst lykkedes det os at få en til at holde. Det skal så lige siges, at man skal huske at have en korrekt adresse for at komme hjem. Det krævede en ny taxa og endnu et tjek på kortene, før vi fik en fuldtræffer, og så skal det lige nævnes, at det endte i løb de sidste blocks.
Louise Vibe
Let’s go Mets
Klassen og jeg var inde og se en baseball kamp. Vi skulle se Mets, som er en af de bedste klubber. Da vi steg af toget så man bare det vildt store, Citi field som deres stadion hedder. Det var helt vildt stort ude fra, og utroligt indeni. Inde i stadionet var der et museum om Mets klubs tid. Men noget jeg synes var underligt var, at man skulle have sin billet tjekket 3 gange, det var lidt irriterende. Vi var kommet i rigtig god tid, vi sad og ventede i ca. 1 time, inden kampen startede. Det var lidt nitte at vi kom så tidligt, men man fik til gengæld at se hvordan de varmer op, og det var lidt sjovt at se, for de kan godt nok skyde langt. Da kampen endelig startede, var jeg spændt for, havde aldrig set en baseball kamp før. En ting jeg synes var mærkeligt, var hver gang at stemningen på stadionet var bedst, så sluttede den, det var lidt underligt, når man er van til den danske stemning under en fodbold kamp. Jeg synes også at det er træls at der er så mange pauser i baseball, for hver gang man bytter på at være ude og inde, så er der pause, og det er virkelig træls i længden. Jeg synes aften var hyggelig, men kampen var ikke noget specielt. Det er ikke noget jeg har løst til igen.
Skrevet af Michael.
Skrevet af Michael.
Vi havde regnet med at det ville være en kamp med The Yankee’s som vi skulle overvære i aftes. I stedet blev det the The Mets vs. Cups, hvilket også var fedt nok. Stemningen var fantastisk og fuldstændig overvældene. Alle var med på den værste, og som rigtige amerikanere heppede vi med til den høje musik. Stadionet var nybygget og kæmpe stort! Der må have været flere tusinde sæder, og næsten alle var fyldte. Allerede i sub’en mødte vi nogle af de mange baseball fans. De var alle iført trøjer med deres yndlings holds logo på, så ingen var i tvivl om hvem de forskellige fans holdte med. Vi stødte på hunde klædt ud som fans, og som ægte amerikanere sneg vi os til et billede af den uden at betale. Derudover fik vi også selv taget et fan billede. Vi fik stukket et kort i hånden af den kvindelige fotograf, så vi derhjemme kunne gå ind på nettet og se vores fan billede.
Det tog os et godt stykke tid at fatte spillets regler. I starten gik vi bare ud fra at det var de samme som man bruger i rundbold. Det fandt vi dog hurtigt ud af at det ikke var. :)
Efter at have forstået hvad der var godt og dårligt for The Mets (dem vi heppede på), gik det som smurt med at heppe. Det var en del lettere at heppe med, når man vidste hvad der foregik og hvad spillet gik ud på. Vi både piftede og skreg efter spillerne og vi fandt da også hurtigt en yndlingsspiller ;) - Jose Reyes <3
Kampen var som i en rigtig amerikansk film. Der blev drukket øl og spist hotdogs i massevis. Folk var lysvågne og klar til at gribe bolden, hvis den nu skulle flyve ud af banen. Der var dog ikke nogen der kom rigtig op og slås om den.
Lavet af Melanie og Emma!
Det tog os et godt stykke tid at fatte spillets regler. I starten gik vi bare ud fra at det var de samme som man bruger i rundbold. Det fandt vi dog hurtigt ud af at det ikke var. :)
Efter at have forstået hvad der var godt og dårligt for The Mets (dem vi heppede på), gik det som smurt med at heppe. Det var en del lettere at heppe med, når man vidste hvad der foregik og hvad spillet gik ud på. Vi både piftede og skreg efter spillerne og vi fandt da også hurtigt en yndlingsspiller ;) - Jose Reyes <3
Kampen var som i en rigtig amerikansk film. Der blev drukket øl og spist hotdogs i massevis. Folk var lysvågne og klar til at gribe bolden, hvis den nu skulle flyve ud af banen. Der var dog ikke nogen der kom rigtig op og slås om den.
Lavet af Melanie og Emma!
fredag den 16. april 2010
En dag på I.C.S.
D. 15-4/10
Så er det blevet torsdag, og en ny dag i den store by New York er begyndt.
Vi startede med en super lækker morgenmad (pandekager med banan) Mums og derefter gik turen til I.C.S. Da vi ankom til skolen og så eleverne, tænkte jeg ”hold da op!” De kom i uniformer og lignede alle sammen hinanden på en prik. De spiste mad fra Burger King og købte is i pauserne, totalt uvirkeligt for vores skole ”Riberhus”!
Vi skulle fremlægge vores projekter for nogle af klasserne, og de var helt vilde med at hører om Danmark og om vores liv. Da vi fortalte, at vi ikke spiste fast food til daglig, men groft brød og kartofler, åbnede alle deres mund, så man kunne se, at de syntes, at det var utroligt mærkeligt, at vi ikke spiste det samme som dem.
Forskellen på vores skole og deres skole er bl.a., at når de har pause, har de kun et kvarter udenfor og derefter skal de indenfor og spise. Når de går ind fra frikvarter, stiller de sig op klassevis og bliver derefter kaldt ind. Det vildeste er, at selve skolens område er hegnet ind med pigtråd på toppen af hegnet.
Inden for skolens vægge var det rart at være. Alle var venlige, men nogle af de små børn var selvfølgelig generte og løb væk og gemte sig, fordi de ikke var vant til at se sådan nogle som os. De er en blanding mellem mange forskellige nationaliteter, og her kommer vi i vores eget tøj, og vi er alle kridhvide mennesker, som skiller os ud. Så det var forståeligt nok at de var lidt skræmte. De tøede dog op, og dem, vi var inde og fremlægge for, ville meget gerne snakke med os og udspørge os.
Det har været en rigtig hyggelig dag med masser af udfordring og spænding, og jeg ser frem til en ny dag på skolen i morgen, hvor vi skal høre de sidste fremlæggelser og vinde en sidste amerikansk fodboldkamp, inden vi skal på nye og spændende oplevelser længere inde i New York City.
Louise Schilling
Så er det blevet torsdag, og en ny dag i den store by New York er begyndt.
Vi startede med en super lækker morgenmad (pandekager med banan) Mums og derefter gik turen til I.C.S. Da vi ankom til skolen og så eleverne, tænkte jeg ”hold da op!” De kom i uniformer og lignede alle sammen hinanden på en prik. De spiste mad fra Burger King og købte is i pauserne, totalt uvirkeligt for vores skole ”Riberhus”!
Vi skulle fremlægge vores projekter for nogle af klasserne, og de var helt vilde med at hører om Danmark og om vores liv. Da vi fortalte, at vi ikke spiste fast food til daglig, men groft brød og kartofler, åbnede alle deres mund, så man kunne se, at de syntes, at det var utroligt mærkeligt, at vi ikke spiste det samme som dem.
Forskellen på vores skole og deres skole er bl.a., at når de har pause, har de kun et kvarter udenfor og derefter skal de indenfor og spise. Når de går ind fra frikvarter, stiller de sig op klassevis og bliver derefter kaldt ind. Det vildeste er, at selve skolens område er hegnet ind med pigtråd på toppen af hegnet.
Inden for skolens vægge var det rart at være. Alle var venlige, men nogle af de små børn var selvfølgelig generte og løb væk og gemte sig, fordi de ikke var vant til at se sådan nogle som os. De er en blanding mellem mange forskellige nationaliteter, og her kommer vi i vores eget tøj, og vi er alle kridhvide mennesker, som skiller os ud. Så det var forståeligt nok at de var lidt skræmte. De tøede dog op, og dem, vi var inde og fremlægge for, ville meget gerne snakke med os og udspørge os.
Det har været en rigtig hyggelig dag med masser af udfordring og spænding, og jeg ser frem til en ny dag på skolen i morgen, hvor vi skal høre de sidste fremlæggelser og vinde en sidste amerikansk fodboldkamp, inden vi skal på nye og spændende oplevelser længere inde i New York City.
Louise Schilling
Mia P.
Immaculate Conception School - 16. April 2010
Efter 45 min. I subway, var vi endelig ved skolen. Vi var alle meget spændte på at se, hvordan skolen var og hvordan det skulle gå når vi skulle ``undervise´´ eleverne om vores emner, som vi havde forberedt hjemme fra. – det var meget sjovt at ``undervise´´ de små børn, som svare til vores 1. og 2. klasse, da de havde mange sjove spørgsmål som hvor høje vi var, hvad vi fik at spise i flyveren, og hvad vores livret var.
Vi syntes at det er en meget anderledes skole i forhold til Riberhus Privatskole, i modsætning til os går de i skoleuniformer, undtagen én gang om måneden hvor de kan tage deres eget tøj på, hvis de har lyst og der med betale 1 dollar for det. Noget andet de også gør, er at kalde deres lærer ved efternavn som vi i Danmark, jo aldrig kunne finde på, da lærerne vil føle sig mere hævet over eleverne – nok også fordi de er lidt gammeldages.
Imellem timerne går hele klassen samlet ned på toiletterne sammen med en lære, og der efter stiller de sig på en lang række ude foran det lokale de skal have undervisning i. vi syntes at det er vildt at eleverne har 5 lektioner a´ 45 min. Før de har pause. Pausen starter med at de kommer udenfor i 15 min. Hvor drengene spiller amerikansk fodbold, og pigerne står rundt i små grupper og snakker, efter det kommer en lære og ringer med en klokke, og alle eleverne stiller op i klasse, hvor den ene række er med piger, og den anden drenge, og de får lov til at gå ind og spise deres madpakker, som består af hvor usunde sager som pomfritter og burger, og der efter kan de gå ned at købe en is på læreværelset til dessert – total usund kost, og vild underligt at de kun må være ude i 15 min.
Det kunne være meget spændene at få lov til at bestemme over elevernes kost og pauser, man ville helt klart kunne se en ændring i elevernes indlæring, ved at lave flere små pauser i mellem timerne, og et stort, hvor de starter med at spise deres mad pakker, og derefter går ud og bevæger sig i frikvartererne i alt den tid de har pause. Med hensyn til mad skal eleverne have en mere sund madpakke med, som eventuelt kunne bestå af noget salat, noget groft brød, og lidt frugt.
Efter 45 min. I subway, var vi endelig ved skolen. Vi var alle meget spændte på at se, hvordan skolen var og hvordan det skulle gå når vi skulle ``undervise´´ eleverne om vores emner, som vi havde forberedt hjemme fra. – det var meget sjovt at ``undervise´´ de små børn, som svare til vores 1. og 2. klasse, da de havde mange sjove spørgsmål som hvor høje vi var, hvad vi fik at spise i flyveren, og hvad vores livret var.
Vi syntes at det er en meget anderledes skole i forhold til Riberhus Privatskole, i modsætning til os går de i skoleuniformer, undtagen én gang om måneden hvor de kan tage deres eget tøj på, hvis de har lyst og der med betale 1 dollar for det. Noget andet de også gør, er at kalde deres lærer ved efternavn som vi i Danmark, jo aldrig kunne finde på, da lærerne vil føle sig mere hævet over eleverne – nok også fordi de er lidt gammeldages.
Imellem timerne går hele klassen samlet ned på toiletterne sammen med en lære, og der efter stiller de sig på en lang række ude foran det lokale de skal have undervisning i. vi syntes at det er vildt at eleverne har 5 lektioner a´ 45 min. Før de har pause. Pausen starter med at de kommer udenfor i 15 min. Hvor drengene spiller amerikansk fodbold, og pigerne står rundt i små grupper og snakker, efter det kommer en lære og ringer med en klokke, og alle eleverne stiller op i klasse, hvor den ene række er med piger, og den anden drenge, og de får lov til at gå ind og spise deres madpakker, som består af hvor usunde sager som pomfritter og burger, og der efter kan de gå ned at købe en is på læreværelset til dessert – total usund kost, og vild underligt at de kun må være ude i 15 min.
Det kunne være meget spændene at få lov til at bestemme over elevernes kost og pauser, man ville helt klart kunne se en ændring i elevernes indlæring, ved at lave flere små pauser i mellem timerne, og et stort, hvor de starter med at spise deres mad pakker, og derefter går ud og bevæger sig i frikvartererne i alt den tid de har pause. Med hensyn til mad skal eleverne have en mere sund madpakke med, som eventuelt kunne bestå af noget salat, noget groft brød, og lidt frugt.
Cutie pies,
BLOG 16/4 2010 NY.
Vi har nu været på den amerikanske skole i to dage. Vi har fremlagt vores emne for børnene, og forklaret dem en masse om vores land. De var meget interesserede i at høre om vores skikke og måder at gøre ting på. De havde fået en fuldstændig forskruet opfattelse af, hvordan vores verden hang sammen på. Vi har derfor brugt det meste af vores tid med børnene på at forklare dem, at vi havde træer, floder, elektronik og at vi ikke boede i huler. Det har været sjovt at se, hvordan skolen blev styret. Det danske skolesystem er vand i forhold til den her skole. Her er de i fuld kontrol 24/7.
Men hvor er de dog søde! En følelse af at være velkommen suser dig i møde, når du åbner den brede trædør ind til skolen. Man føler sig med det samme hjemme. Det hjælper utrolig meget på ens humør, at man bliver budt velkommen af alle på skolen. Venligheden gælder stort set for hele NY. Du når ikke at studere dit kort i 2 minutter, før der står en amerikaner ved din side for at tilbyde sin hjælp. Hvis der er ét ord, som amerikanerne bruger mest så er det ´´Sorry´´. Så vi havde også fået en lektion af Lotte, om hvordan vi skulle opføre os overfor amerikanerne. Der er selvfølgelig også nogle sataner i flokken, men dem har vi efterhånden lært at tage med et grand salt.
I Danmark er det et svaghedstegn at sige undskyld, mens det i Amerika er forventet, når du bumper ind i nogen, eller står i vejen! Det ligger ikke til vores natur at skulle undskylde for nogle ligegyldige ting, men det gør de i Amerika, så det arbejder vi på at lære.
- Melanie :-)
Vi har nu været på den amerikanske skole i to dage. Vi har fremlagt vores emne for børnene, og forklaret dem en masse om vores land. De var meget interesserede i at høre om vores skikke og måder at gøre ting på. De havde fået en fuldstændig forskruet opfattelse af, hvordan vores verden hang sammen på. Vi har derfor brugt det meste af vores tid med børnene på at forklare dem, at vi havde træer, floder, elektronik og at vi ikke boede i huler. Det har været sjovt at se, hvordan skolen blev styret. Det danske skolesystem er vand i forhold til den her skole. Her er de i fuld kontrol 24/7.
Men hvor er de dog søde! En følelse af at være velkommen suser dig i møde, når du åbner den brede trædør ind til skolen. Man føler sig med det samme hjemme. Det hjælper utrolig meget på ens humør, at man bliver budt velkommen af alle på skolen. Venligheden gælder stort set for hele NY. Du når ikke at studere dit kort i 2 minutter, før der står en amerikaner ved din side for at tilbyde sin hjælp. Hvis der er ét ord, som amerikanerne bruger mest så er det ´´Sorry´´. Så vi havde også fået en lektion af Lotte, om hvordan vi skulle opføre os overfor amerikanerne. Der er selvfølgelig også nogle sataner i flokken, men dem har vi efterhånden lært at tage med et grand salt.
I Danmark er det et svaghedstegn at sige undskyld, mens det i Amerika er forventet, når du bumper ind i nogen, eller står i vejen! Det ligger ikke til vores natur at skulle undskylde for nogle ligegyldige ting, men det gør de i Amerika, så det arbejder vi på at lære.
- Melanie :-)
IMC. Melanie.
Blog d.15/4-10
Hold da op en omgang indtryk! Immaculate Conception School er en fuldstændig anderledes skole, end det jeg kender til. Eleverne har fuld respekt for de konsekvenser, der er listet op i klasserne. Detention if – you talk during class – og listen fortsætter med formaninger. De bærer uniformer hver dag, og der er fuldstændig styr på det hele. En så simpel ting som at gå ind fra frikvarter har de styr på. De står i små fine rækker, som er opdelt efter klasse. Så ALT er under kontrol. Vi føler os helt malplaceret, når vi står som de eneste hvide i blandt 500 afroamerikanere, sydamerikanere og mange andre folkeslag. Men søde, det er de uden tvivl. En gruppe piger kom i frikvarteret hen til os for snakke med os alle, og det endte med, at drengene kastede sig ud i en American Football duel med de lokale drenge fra skolen. De lokale var små, men lynhurtige, og Riberhus drengene var store og kluntede. De hev dog sejren hjem og vandt 2-1. Det var utrolig interessant at se drengene spille et spil, som de kun havde set i ’’Super Bowl’’. I tænker sikkert, argh det kan da kun gå galt. Men nej, vores bulldocere var alt for forsigtige, så pigerne besluttede at sætte Thue på banen. Og så kom der gang i spillet! De lokale røg ind i hegnet op til flere gange, og Thue blev dagens helt.
Vi havde hjemmefra forberedt en mindre fremlæggelse, som vi så skulle vise for en flok første klasser. De var så utrolig nuttede, og vi kunne ikke lade være med at fnise, når de forsigtigt rakte deres små fingre i vejret for at stille et spørgsmål. Spørgsmålene som de stillede var … interessante.
’’Do you have electronic in Denmark?’’, ’’How do you write?’’ og ’’How do you draw?’’ var bare nogle af de få spørgsmål, som blev stillet. Vi måtte derefter forklare dem, at vi ikke boede i huler, og at vi sjovt nok tegnede og skrev præcis som dem.
Det har været en sjov og lærerig dag, og jeg glæder mig meget til endnu en dag i en amerikansk skole. :-)
Hold da op en omgang indtryk! Immaculate Conception School er en fuldstændig anderledes skole, end det jeg kender til. Eleverne har fuld respekt for de konsekvenser, der er listet op i klasserne. Detention if – you talk during class – og listen fortsætter med formaninger. De bærer uniformer hver dag, og der er fuldstændig styr på det hele. En så simpel ting som at gå ind fra frikvarter har de styr på. De står i små fine rækker, som er opdelt efter klasse. Så ALT er under kontrol. Vi føler os helt malplaceret, når vi står som de eneste hvide i blandt 500 afroamerikanere, sydamerikanere og mange andre folkeslag. Men søde, det er de uden tvivl. En gruppe piger kom i frikvarteret hen til os for snakke med os alle, og det endte med, at drengene kastede sig ud i en American Football duel med de lokale drenge fra skolen. De lokale var små, men lynhurtige, og Riberhus drengene var store og kluntede. De hev dog sejren hjem og vandt 2-1. Det var utrolig interessant at se drengene spille et spil, som de kun havde set i ’’Super Bowl’’. I tænker sikkert, argh det kan da kun gå galt. Men nej, vores bulldocere var alt for forsigtige, så pigerne besluttede at sætte Thue på banen. Og så kom der gang i spillet! De lokale røg ind i hegnet op til flere gange, og Thue blev dagens helt.
Vi havde hjemmefra forberedt en mindre fremlæggelse, som vi så skulle vise for en flok første klasser. De var så utrolig nuttede, og vi kunne ikke lade være med at fnise, når de forsigtigt rakte deres små fingre i vejret for at stille et spørgsmål. Spørgsmålene som de stillede var … interessante.
’’Do you have electronic in Denmark?’’, ’’How do you write?’’ og ’’How do you draw?’’ var bare nogle af de få spørgsmål, som blev stillet. Vi måtte derefter forklare dem, at vi ikke boede i huler, og at vi sjovt nok tegnede og skrev præcis som dem.
Det har været en sjov og lærerig dag, og jeg glæder mig meget til endnu en dag i en amerikansk skole. :-)
Lærken i New York
Lærkes blog fra 15. og 16./4./2010
Det er som om tiden står stille. Det er en skøn fornemmelse, at man, lige meget hvilken tid af døgnet man bevæger sig rundt i New Yorks gader, og lige meget om klokken er 06:00 eller 18:00, står midt i rush-hour. Der er så mange situationer og tilfældigheder, man sjældent ser hjemme. Hver gang man runder et hjørne, opdager man et nyt perspektiv, nye dufte og syn. De fleste mennesker synger, både på gaden og i togene, højlydt med på den musik, de uafbrudt hører i deres headset. Ældre damer sidder og kigger længe og lunt på én, før de til sidst spørger ”are you from Denmark, honey?” – dermed vil jeg lige pointere, at man bliver honey’et eller sweetheart’et uafbrudt af mennesker, man ikke kender. Og det er faktisk bestemt ikke dårligt, vel Vicki?
Nope:o) (red.)
Det er utroligt, hvordan New Yorkerne, de lokale, kan overskue de mange subwaystationer og retninger per intuition. En af New Yorks største stationer har over 100 spor - til sammenligning har Københavns hovedbanegård ”kun” 10. I togene sidder alle folk i en nærmest zombie-lignende tilstand. Man kan tydeligt fornemme, hvem der er turister, og hvem der ikke er, for subwayen er svær at finde hoved og hale i, og derfor bliver man nødt til at holde hovedet koldt og ofte spørge om vej. Det er heller intet problem, for de lokale elsker at hjælpe og kommer tit med lange detaljerede forklaringer om, hvor der er hvor, og hvad der er hvad. Altid smilende og i godt humør, når en ’stupid Dane’ har brug for vejledning.
I disse to dage har vi været på Immaculate Conception School, hvor vi har fremlagt danske emner for børnene i de mindre klasser. Det var sjovt at se deres begejstring for os, og de havde rigtig mange spørgsmål. Nogle mere relevante end andre. Spørgsmål som ”have you ever seen a mouse at your school?”, ”do you live in caves?” og ”who was your fifth president?”, kunne vi kun grine og ‘nåårhe’ af – hvorefter vi selvfølgelig svarede.
Alting er forskelligt, fra hvad vi kender - and everytime I was like woooow!
Det er som om tiden står stille. Det er en skøn fornemmelse, at man, lige meget hvilken tid af døgnet man bevæger sig rundt i New Yorks gader, og lige meget om klokken er 06:00 eller 18:00, står midt i rush-hour. Der er så mange situationer og tilfældigheder, man sjældent ser hjemme. Hver gang man runder et hjørne, opdager man et nyt perspektiv, nye dufte og syn. De fleste mennesker synger, både på gaden og i togene, højlydt med på den musik, de uafbrudt hører i deres headset. Ældre damer sidder og kigger længe og lunt på én, før de til sidst spørger ”are you from Denmark, honey?” – dermed vil jeg lige pointere, at man bliver honey’et eller sweetheart’et uafbrudt af mennesker, man ikke kender. Og det er faktisk bestemt ikke dårligt, vel Vicki?
Nope:o) (red.)
Det er utroligt, hvordan New Yorkerne, de lokale, kan overskue de mange subwaystationer og retninger per intuition. En af New Yorks største stationer har over 100 spor - til sammenligning har Københavns hovedbanegård ”kun” 10. I togene sidder alle folk i en nærmest zombie-lignende tilstand. Man kan tydeligt fornemme, hvem der er turister, og hvem der ikke er, for subwayen er svær at finde hoved og hale i, og derfor bliver man nødt til at holde hovedet koldt og ofte spørge om vej. Det er heller intet problem, for de lokale elsker at hjælpe og kommer tit med lange detaljerede forklaringer om, hvor der er hvor, og hvad der er hvad. Altid smilende og i godt humør, når en ’stupid Dane’ har brug for vejledning.
I disse to dage har vi været på Immaculate Conception School, hvor vi har fremlagt danske emner for børnene i de mindre klasser. Det var sjovt at se deres begejstring for os, og de havde rigtig mange spørgsmål. Nogle mere relevante end andre. Spørgsmål som ”have you ever seen a mouse at your school?”, ”do you live in caves?” og ”who was your fifth president?”, kunne vi kun grine og ‘nåårhe’ af – hvorefter vi selvfølgelig svarede.
Alting er forskelligt, fra hvad vi kender - and everytime I was like woooow!
Hummer tur og en stor burger!
Hummer tur og en stor burger!
I dag har var vi på ICS igen, og vi skulle lave det sammen som sidste gang. Næsten lige da vi kom, skulle vi fremlægge, men det gik super, og vi var jo også varmet op fra i går. Og apropos varmet op skulle vi selvfølgelig spille amerikansk fodbold i dag, men da de var blevet helt vilde med at spille med os i går, var vi rigtig mange i dag. Ja faktisk lidt for mange, men det skulle ikke komme an på det da. Og det eneste touchdown der blev lavet var af PN, som tilfældigvis greb bolden da Michael skød den lige i hænderne på ham. I dag havde vi også en overraskelse med til dem. Det var en idé, som Bruun og jeg fik. For da vi i går fik en amerikansk fodbold af dem, fik vi Lotte til at sponsere en bold til dem, som vi havde skrevet alle vores navne på, og jeg skal da lige love for, at den faldt i deres smag!
Da vi igen kom hjem til hotellet, skulle vi ud på en drenge- og pige tur. Og vi havde en super tur, eller i hvert fald alle drengene, jeg skal ikke kunne svare for pigerne. For vi skulle bare gå et lille stykke, og så stod der 3 store Hummere og ventede på os. Eller det skal så siges, at det bare var noget, vi bildte pigerne ind. For i virkeligheden tog vi ud på en lille gåtur i Central Park, som blev sluttet af med en hotdog. Derefter begyndte det at regne, så i stedet for at mødes for at spise med pigerne, spiste vi selv. Og vi skulle da ind og have en burger! Så det blev en dobbelt bacon delux i large, som var en fantastisk afslutning på dagen!
Skrevet af: Allan Lorenzen 17/04-2010
I dag har var vi på ICS igen, og vi skulle lave det sammen som sidste gang. Næsten lige da vi kom, skulle vi fremlægge, men det gik super, og vi var jo også varmet op fra i går. Og apropos varmet op skulle vi selvfølgelig spille amerikansk fodbold i dag, men da de var blevet helt vilde med at spille med os i går, var vi rigtig mange i dag. Ja faktisk lidt for mange, men det skulle ikke komme an på det da. Og det eneste touchdown der blev lavet var af PN, som tilfældigvis greb bolden da Michael skød den lige i hænderne på ham. I dag havde vi også en overraskelse med til dem. Det var en idé, som Bruun og jeg fik. For da vi i går fik en amerikansk fodbold af dem, fik vi Lotte til at sponsere en bold til dem, som vi havde skrevet alle vores navne på, og jeg skal da lige love for, at den faldt i deres smag!
Da vi igen kom hjem til hotellet, skulle vi ud på en drenge- og pige tur. Og vi havde en super tur, eller i hvert fald alle drengene, jeg skal ikke kunne svare for pigerne. For vi skulle bare gå et lille stykke, og så stod der 3 store Hummere og ventede på os. Eller det skal så siges, at det bare var noget, vi bildte pigerne ind. For i virkeligheden tog vi ud på en lille gåtur i Central Park, som blev sluttet af med en hotdog. Derefter begyndte det at regne, så i stedet for at mødes for at spise med pigerne, spiste vi selv. Og vi skulle da ind og have en burger! Så det blev en dobbelt bacon delux i large, som var en fantastisk afslutning på dagen!
Skrevet af: Allan Lorenzen 17/04-2010
Skoleuniformer og falsk fodbold
Skoleuniformer og falsk fodbold
I dag har været på I.C.S. (Immaculate Conception School), hvor vi har fået mange nye indtryk. Skolen ligger lang fra vores skole og vores regler, men dog syntes jeg, at det var lidt over reklameret. For selv om de havde meget mere respekt for deres lærer, end vi har, havde de også tid til sjov og pjat i timerne. På skolen er der ca. 500 børn, som alle sammen er i uniform. Der er meget få af dem, der er hvide, og de kommer fra en masse forskellige steder. Skolen er meget idyllisk og med en masse venlige mennesker.
Da vi kom, var det lige på og hårdt, for vi skulle nemlig ind og fremlægge for en 1.klasse. Trods nogle startproblemer med en projektor, der ikke ville vise noget, fik vi fremlagt. Vi skulle fortælle om Ribe, og jeg tror, at vi har valgt nogle af de forkerte ting at fremhæve om Ribe. For da de fik lov til at stille spørgsmål til vores projekt, spurgte de om ”Hvordan skriver man i Danmark?”, ”hvordan tegner man i Danmark?”, ”bor I i huler?”, og ”har I noget elektronisk?”. Det fik vi os et godt grin over!
Da tiden så var kommet til lidt frikvarter, blev vi spurgt, om vi ikke ville med ud og spille fodbold. Og selvfølgelig skulle vi da ud og spille, men da vi kom der ud, fik vi os lidt at en overraskelse. For selvfølge var det ikke fodbold, som vi kender det – det var jo amerikansk fodbold! Men dog ikke sådan så vi skulle smadre hinanden. Havde man bare to hænder på modstanderen, talte det som en takling (men ingen regel uden undtagelse). Men da de så får os sat lidt ind i reglerne, går vi i gang, og det skal da også siges, at vi ikke kom så godt fra start. Men da vi lige fik set deres teknik, kom vi godt efter det, og vi endte da også med vinde 2-1 J Da kampen var slut var der high five til alle sammen.
Allan Lund Lorenzen den: 15/04-2010
I.C.S
Immaculate conceptions school var overvældende anderledes. Eleverne havde så meget respekt for deres lærer. De ligner alle sammen hinanden, altså i tøjet. Drengene havde skjorte og slips på, og pigerne skulle have en knæ lang nederdel, blazer, skjorte og halstørklæde. Lærer værelsset solgte is, og eleverne havde kun en pause, nemlig 12 frikvarteret. For os var det meget underligt, vi brokker os bare en lære tager to minutter af en pause.
Før vi tog afsted til New York havde vi forberedt et kort oplæg, som vi fremlagde i dag. Vi fortalte om Ribe. De troede for det første, at vi kom fra en helt anden verden, de så på os, som om vi var rumvæsner, der boede i jordhuler og levede uden teknologi! Det var deres forestilling om Danmark. Men efter at have fortalt dem om Riber ret, hvor man fik dødsstraf for næsten alting i 1269, og bagefter fortalte dem om Maren splid, som blev brændt på bål, synes de selv, at de var blevet bekræftet i, at vi var fra rummet, levede uden teknologi og boede i jordhuler. De troede, vi var en form for vikinger, som opdrættede drager!
De spurgte om de underligste ting, lige fra ” What kind og music is ther in Danmark?” og ” what do we have that you dont have?”
Vi opdagede også hurtigt, at på skolen var der ikke mange ” hvide”. Ud over nogen enkelte elever og et par lærere var vi faktisk de eneste.
I pausen var vi udenfor, og nogen ottende klasser spurgte, om drengene ville være med til at spille football, et utrolig spændene spil (når man altså først kan reglerne :P) Det var så Riberhus privat skole mod dem. Vi havde aldrig prøvet at spille football før, men drengene klarede det, og vi vandt 2-1. Og drengene klarede det så godt, at de spurgte, om vi ikke ville med ud at spille når vi havde fri.
Før vi tog afsted til New York havde vi forberedt et kort oplæg, som vi fremlagde i dag. Vi fortalte om Ribe. De troede for det første, at vi kom fra en helt anden verden, de så på os, som om vi var rumvæsner, der boede i jordhuler og levede uden teknologi! Det var deres forestilling om Danmark. Men efter at have fortalt dem om Riber ret, hvor man fik dødsstraf for næsten alting i 1269, og bagefter fortalte dem om Maren splid, som blev brændt på bål, synes de selv, at de var blevet bekræftet i, at vi var fra rummet, levede uden teknologi og boede i jordhuler. De troede, vi var en form for vikinger, som opdrættede drager!
De spurgte om de underligste ting, lige fra ” What kind og music is ther in Danmark?” og ” what do we have that you dont have?”
Vi opdagede også hurtigt, at på skolen var der ikke mange ” hvide”. Ud over nogen enkelte elever og et par lærere var vi faktisk de eneste.
I pausen var vi udenfor, og nogen ottende klasser spurgte, om drengene ville være med til at spille football, et utrolig spændene spil (når man altså først kan reglerne :P) Det var så Riberhus privat skole mod dem. Vi havde aldrig prøvet at spille football før, men drengene klarede det, og vi vandt 2-1. Og drengene klarede det så godt, at de spurgte, om vi ikke ville med ud at spille når vi havde fri.
Byen der aldrig sover
Byen summer af mennesker! Lige meget hvor man er. Det er et menneske mylder. Det er næsten ikke til at forstå at så mange mennesker kan bo i en by! New York's indbyggertal er højre end Danmarks. At alle de mennesker ikke bliver skøre? Jeg kommer fra en meget lille by, og så at komme til denne kæmpe store by, som aldrig sover er overvældene. Bilosen og alverdens sprog fylder enhver gade. Og nu tænker jeg. På den skole som vi besøgte var der cirka 500 elever, og de havde omkring 90 forskellige sprog. Hvor mange er der så ikke i hele New York?
På den ene side, beundre jeg at folk kan bo så tæt, med så mange forskellige sprog og ikke være mærket af det! Vi kom forbi skilte i China town som stod på kinesisk?
Man skal hele tiden være vågen, på hotellet, på gaden i subwayen, det går så stærkt at man bliver rundtosset! Men når man så endelig stopper op, lukker øjnene, snuser ind, mærker stemningen og har tid til at nyde og opleve travlheden, de fantastiske indtryk. New York er en by man bør besøge. Den er fantastisk både om aftenen og om dagen.
Men i går fandt vi et stille sted. Central park, det er et smukt sted med så meget historie. Store gamle egetræer står bøjet ind over de stierne. Tulipanerne og påskeliljerne der giver parken en anden farve end den grønne som ellers dominere. De stor sten som folk sidder og hygger sig på. Og alle boldbanerne! Det vil ingen ende tage. De er overalt, baseball, football, fodbold, tennis, som bliver brugt til alt, lige fra fodbold, til frisbee kast og japaner der leger samuraier. Parken er noget for sig selv. Den ligger midt i den travle by, helt ugeneret af bilos og stress. Folk kommer der for at træne eller slappe af. Men alt det gode har en ende. For den ellers så smukke park forvandler om natten. Alt det gode bliver ondt. De hjemløse trækker ind i parken for at sove.
Og lige som i film, de gule taxaer er over alt. På hvert et hjørne og gade, overalt hvor man kommer er de.
Subwayen er det mest stressende jeg nogen sinde har oplevet! Folk skubber og maser for at komme frem.
JBJ
På den ene side, beundre jeg at folk kan bo så tæt, med så mange forskellige sprog og ikke være mærket af det! Vi kom forbi skilte i China town som stod på kinesisk?
Man skal hele tiden være vågen, på hotellet, på gaden i subwayen, det går så stærkt at man bliver rundtosset! Men når man så endelig stopper op, lukker øjnene, snuser ind, mærker stemningen og har tid til at nyde og opleve travlheden, de fantastiske indtryk. New York er en by man bør besøge. Den er fantastisk både om aftenen og om dagen.
Men i går fandt vi et stille sted. Central park, det er et smukt sted med så meget historie. Store gamle egetræer står bøjet ind over de stierne. Tulipanerne og påskeliljerne der giver parken en anden farve end den grønne som ellers dominere. De stor sten som folk sidder og hygger sig på. Og alle boldbanerne! Det vil ingen ende tage. De er overalt, baseball, football, fodbold, tennis, som bliver brugt til alt, lige fra fodbold, til frisbee kast og japaner der leger samuraier. Parken er noget for sig selv. Den ligger midt i den travle by, helt ugeneret af bilos og stress. Folk kommer der for at træne eller slappe af. Men alt det gode har en ende. For den ellers så smukke park forvandler om natten. Alt det gode bliver ondt. De hjemløse trækker ind i parken for at sove.
Og lige som i film, de gule taxaer er over alt. På hvert et hjørne og gade, overalt hvor man kommer er de.
Subwayen er det mest stressende jeg nogen sinde har oplevet! Folk skubber og maser for at komme frem.
JBJ
Immacutale Conception School
Torsdag d. 15. April 2010
Klokken var 6.00 om morgenen, og vi kæmpede med at få vores trætte kroppe ud af sengen efter nogle hårde dage på gåben i New York City. Vi mødtes ved receptionen 6.30 og slentrede to blocks (gader) til en morgenmadsrestaurant ved navn Key West. Nu var der bare den lange togtur i undergrunden til Immaculate Conception School foran os. Her var det vigtigt, at vi ikke stod og sov, da vi skulle skifte tog op til flere gange. Undergrunden er i forvejen meget stressende, med folk der maser sig ind og ud gennem dørene. Når dørene først lukker i toget, og man ikke når det - “too bad” - man må stå og vente på det næste tog.
Vi blev mødt med åbne arme af både elever og lærere på ICS. De var helt vildt søde og ville hellere end gerne snakke med os for at finde ud af noget om vores kultur. Vi skulle mødes med en af eleverne ved navn Alex. (han er lidt Silas-agtig fra Terkel i knibe) Han skulle vise os rundt og føre os ind i de klasser, vi skulle fremlægge for i de forskellige perioder (timer/moduler hjemme i Danmark).
Min frugtgruppe, mango - som vi har fået tildelt hjemmefra - består af Louise, Mia P. og jeg. Vi skulle fortælle om H.C. Andersen for en 1. Klasse og en 2. Klasse. De tog rigtig godt imod os, og vi følte os velkomne hos dem. Alle eleverne sad pænt enkeltvis på deres pladser med ens uniformer og hænderne placeret på bordet foran dem. Efter fremlæggelsen fik børnene lov til at stille spørgsmål til os om vores land, vores skole, og hvad de ellers havde lyst til, hvilket vi derefter skulle prøve at svare på. De kunne finde på at spørge om, hvordan vejret var, hvad vores ynglings farve var, vores livret, hvor gamle vi var, om vi havde søskende, hvad vi fik at spise i flyveren på vej herover, og hvor lang tid vi fløj. Nogle af eleverne fra 2. Klasse troede endda, vi boede i huler uden elektricitet, biler eller computere.
Skolen har også givet mig et indtryk om deres skolekultur. Hjemme hos os på Riberhus Privatskole skal vi spise sundt, vi har ingen skoleuniformer, lærerne går rundt til klasserne, de skal undervise i, og vi skal være ude hver frikvarter. På ICS er det lige modsat. I spisefrikvarteret er det ligegyldigt, hvad de spiser. Vi så elever med chips, sodavand og chokolade i madpakkerne, og lærerne solgte is på gangen. Eleverne går rundt mellem klasserne - inden de træder ind i klassen, stiller de sig op ad væggen foran klasselokalet og venter på lærerens tilladelse til at komme ind. Den samme køkultur har de, hvis de skal på toilettet. På denne skole bærer de uniformer, dog har de én gang i måneden, hvor de kan få lov at betale en dollar til skolen, og tage deres eget tøj på. Til sidst er der frikvartererne, hvor de her kun må være ude et kvarter, og så skal de gå ind i klassen og spise igen.
-En verden til forskel :)
Af Lea Grejsen
Klokken var 6.00 om morgenen, og vi kæmpede med at få vores trætte kroppe ud af sengen efter nogle hårde dage på gåben i New York City. Vi mødtes ved receptionen 6.30 og slentrede to blocks (gader) til en morgenmadsrestaurant ved navn Key West. Nu var der bare den lange togtur i undergrunden til Immaculate Conception School foran os. Her var det vigtigt, at vi ikke stod og sov, da vi skulle skifte tog op til flere gange. Undergrunden er i forvejen meget stressende, med folk der maser sig ind og ud gennem dørene. Når dørene først lukker i toget, og man ikke når det - “too bad” - man må stå og vente på det næste tog.
Vi blev mødt med åbne arme af både elever og lærere på ICS. De var helt vildt søde og ville hellere end gerne snakke med os for at finde ud af noget om vores kultur. Vi skulle mødes med en af eleverne ved navn Alex. (han er lidt Silas-agtig fra Terkel i knibe) Han skulle vise os rundt og føre os ind i de klasser, vi skulle fremlægge for i de forskellige perioder (timer/moduler hjemme i Danmark).
Min frugtgruppe, mango - som vi har fået tildelt hjemmefra - består af Louise, Mia P. og jeg. Vi skulle fortælle om H.C. Andersen for en 1. Klasse og en 2. Klasse. De tog rigtig godt imod os, og vi følte os velkomne hos dem. Alle eleverne sad pænt enkeltvis på deres pladser med ens uniformer og hænderne placeret på bordet foran dem. Efter fremlæggelsen fik børnene lov til at stille spørgsmål til os om vores land, vores skole, og hvad de ellers havde lyst til, hvilket vi derefter skulle prøve at svare på. De kunne finde på at spørge om, hvordan vejret var, hvad vores ynglings farve var, vores livret, hvor gamle vi var, om vi havde søskende, hvad vi fik at spise i flyveren på vej herover, og hvor lang tid vi fløj. Nogle af eleverne fra 2. Klasse troede endda, vi boede i huler uden elektricitet, biler eller computere.
Skolen har også givet mig et indtryk om deres skolekultur. Hjemme hos os på Riberhus Privatskole skal vi spise sundt, vi har ingen skoleuniformer, lærerne går rundt til klasserne, de skal undervise i, og vi skal være ude hver frikvarter. På ICS er det lige modsat. I spisefrikvarteret er det ligegyldigt, hvad de spiser. Vi så elever med chips, sodavand og chokolade i madpakkerne, og lærerne solgte is på gangen. Eleverne går rundt mellem klasserne - inden de træder ind i klassen, stiller de sig op ad væggen foran klasselokalet og venter på lærerens tilladelse til at komme ind. Den samme køkultur har de, hvis de skal på toilettet. På denne skole bærer de uniformer, dog har de én gang i måneden, hvor de kan få lov at betale en dollar til skolen, og tage deres eget tøj på. Til sidst er der frikvartererne, hvor de her kun må være ude et kvarter, og så skal de gå ind i klassen og spise igen.
-En verden til forskel :)
Af Lea Grejsen
Subway
16/4 2010
Den letteste transportform i NY er subway’en. Første gang jeg kom ned i subway’en tænkte jeg WOW, det er ulækkert, lugten er varm og ikke særlig behagelig, folk myldrer mellem hinanden. Togene kører konstant, nogen er gennemgående. De kommer med høj fart, når de passerer mig, blæser håret tilbage, det er en ubehagelig fornemmelse, for det er en varm luft med lugt af bilos. Nogen steder kører de over hovedet på os. Flere steder oppe på gaderne kan man mærke, at togene er lige under en, det ryster i jorden, det er en sjov fornemmelse.
Sub’en er næsten altid fuld af mennesker, også når en større gruppe som os skal med, må vi proppe os ind mellem alle de andre. Der er no merci nede i sub’en, det er bare at mase sig ind og ud mellem de andre. Når der ikke er særlig mange mennesker med i togene, kan man bare sidde og nyde turen.
Trine
17. april 2010.
New York
Skrevet af: Emma, Martin, Frederik og Rikke.
Vi var trætte, og turen gik til Liberty Island. Første tanke igennem hovedet var: Hold op, hvor er hun lille! Da vi så stod ved siden af hende, var hun enorm! Det var en helt urealistisk følelse at stå på Liberty Island ved Frihedsgudinden, se den fantastiske udsigt ud over vandet og ind over New York. Bogen, hun holder i hånden, syntes vi, var usandsynlig stor i forhold til, hvad vi måske havde forstillet os.
Efter at have nydt de mange smukke udsigter på Liberty Island, skulle vi med færgen videre til Ellis Island. Færgeturene var okay. Dog kunne det blive lidt klaustrofobisk, når vi skulle stige ud og ind. Da vi ankom til Ellis Island, gik vi ind på et stort museum. Vi blev kaldt sammen og fik at vide, at vi skulle synge ”I Danmark er jeg født” og Nationalsangen. Det var svært at koncentrere sig om sangen, fordi vi kiggede så meget rundt i den flotte bygning. Lyden var rigtig god, og folk kiggede interesseret og nysgerrigt på os, da vi stod der på rad og række.
Efter sangen skulle vi ud at udforske museet på egen hånd. Ellis Island, som førhen var kendt som ”immigrations øen”, var rigtig smuk. Inde på museet hang der massevis af portrætter og fotografier fra immigrationens tid, altså dengang hvor det meste af New Yorks befolkning levede i slummen. Det var en rigtig spændende oplevelse, fordi de havde udstillet pas og immigrationspapirer fra den tid. Specielt var det spændende at se Jacob A. Riis’ navn på mange af billederne, da vi kun har kendt ham igennem en bog. Pludselig at se hans fotografier hænge på et verdenskendt museum var helt mærkeligt. Det gik pludselig op for os, at andre mennesker vidste, hvem han var og var meget fascinerede af ham.
Vi besøgte også museet The Tribute WTC Visiter Center, hvor vi kunne se hele historien om angrebet på World Trade Center 9/11 2001. Der var en helt speciel stemning, ingen smil. Vi gik i vores egen verden og blev meget rørte over at se de velkendte billeder fra angrebet. Flere af os kunne ikke holde tårerne tilbage, da vi så de mange billeder af de savnede mennesker, og alle de andre rester, der var tilbage af World Trade Center. Uden for museet, hvor Twin Towers havde stået, var et mærkeligt syn, som vi kun indtil da havde set i fjernsynet. De er nu ved at bygge et tårn op igen, som skal blive endnu højere. Det for at vise at de ikke er bange for terroristerne, der stod bag. Det er utroligt, at så mange mennesker kan rejse sig og kæmpe videre med god vilje og masser af tro på, at fremtiden bringer det bedste. Den oplevelse er en, der vil være printet ind på vores nethinde for altid.
Efter denne tankevækkende oplevelse sluttede vi dagen med at få en kæmpe is, da vi skulle fejre Mia T’s fødselsdag.
Skrevet af: Emma, Martin, Frederik og Rikke.
Vi var trætte, og turen gik til Liberty Island. Første tanke igennem hovedet var: Hold op, hvor er hun lille! Da vi så stod ved siden af hende, var hun enorm! Det var en helt urealistisk følelse at stå på Liberty Island ved Frihedsgudinden, se den fantastiske udsigt ud over vandet og ind over New York. Bogen, hun holder i hånden, syntes vi, var usandsynlig stor i forhold til, hvad vi måske havde forstillet os.
Efter at have nydt de mange smukke udsigter på Liberty Island, skulle vi med færgen videre til Ellis Island. Færgeturene var okay. Dog kunne det blive lidt klaustrofobisk, når vi skulle stige ud og ind. Da vi ankom til Ellis Island, gik vi ind på et stort museum. Vi blev kaldt sammen og fik at vide, at vi skulle synge ”I Danmark er jeg født” og Nationalsangen. Det var svært at koncentrere sig om sangen, fordi vi kiggede så meget rundt i den flotte bygning. Lyden var rigtig god, og folk kiggede interesseret og nysgerrigt på os, da vi stod der på rad og række.
Efter sangen skulle vi ud at udforske museet på egen hånd. Ellis Island, som førhen var kendt som ”immigrations øen”, var rigtig smuk. Inde på museet hang der massevis af portrætter og fotografier fra immigrationens tid, altså dengang hvor det meste af New Yorks befolkning levede i slummen. Det var en rigtig spændende oplevelse, fordi de havde udstillet pas og immigrationspapirer fra den tid. Specielt var det spændende at se Jacob A. Riis’ navn på mange af billederne, da vi kun har kendt ham igennem en bog. Pludselig at se hans fotografier hænge på et verdenskendt museum var helt mærkeligt. Det gik pludselig op for os, at andre mennesker vidste, hvem han var og var meget fascinerede af ham.
Vi besøgte også museet The Tribute WTC Visiter Center, hvor vi kunne se hele historien om angrebet på World Trade Center 9/11 2001. Der var en helt speciel stemning, ingen smil. Vi gik i vores egen verden og blev meget rørte over at se de velkendte billeder fra angrebet. Flere af os kunne ikke holde tårerne tilbage, da vi så de mange billeder af de savnede mennesker, og alle de andre rester, der var tilbage af World Trade Center. Uden for museet, hvor Twin Towers havde stået, var et mærkeligt syn, som vi kun indtil da havde set i fjernsynet. De er nu ved at bygge et tårn op igen, som skal blive endnu højere. Det for at vise at de ikke er bange for terroristerne, der stod bag. Det er utroligt, at så mange mennesker kan rejse sig og kæmpe videre med god vilje og masser af tro på, at fremtiden bringer det bedste. Den oplevelse er en, der vil være printet ind på vores nethinde for altid.
Efter denne tankevækkende oplevelse sluttede vi dagen med at få en kæmpe is, da vi skulle fejre Mia T’s fødselsdag.
Små Elever - Store Hjerter
Turen til Immaculate Conseption School har været fænomenal. Børnene på skolen var rare og venlige og de var meget interesserede i vores lille land og i vores skole. Det, der gjorde mest indtryk på mig var, at børnene ikke var bange for at spørge om noget som helst. De spurgte tit om hvad vi hed, hvad vores skole hed og hvor gamle vi var. Både drengene og pigerne var klædt i hver deres uniform med mørkeblå og hvide farver.
Vi skulle fremlægge for nogle af klasserne. Disse fremlæggelser indebar blandt andet et kortere ”kursus” om for eksempel Ribe og det danske monarki. Vi fortalte om vores Riberhus Privatskole og mens vi fremlagde og jeg selv havde det rigtig godt med at se, at børnene var så gode til at følge med. De havde det samtidig sjovt, da spørgsmålene om forskellene mellem deres og vores skole og lande kom igennem.
ICS - eleverne var meget glade for os og Alex, deres ”ordfører” så at sige, inviterede os på en bid mad og en football-kamp. Men børnene havde kun 15 minutter udenfor, inden de skulle ind igen. Vi tog imod udfordringen og skyndte os ud på banen. Banen var i virkeligheden bare en indhegnet parkeringsplads, hvor bilerne kunne blive låst inde, så ingen stjal dem.
Efter 15 minutter og en god kamp med en slutresultat på 1-1, er vi klar til at spise, dog uden ICS eleverne. Den står på pizza og sodavand. Efter måltidet, skriver vi vores artikler færdige og nogle skrev på deres blog. Det har været en fantastisk oplevelse for at prøve noget fuldstændigt nyt og virkeligt få brugt sit engelsk på en rigtig måde.
Skrevet af Nikolaj Hansen
16/4/2010
I.C.S
Vi skulle ud til I.C.S, hvor vi skulle fremlægge vores emne. Jeg var meget spændt på at komme ud og se skolen og eleverne, og jeg blev virkelig overrasket og glad over at se, hvor mange imødekommende børn, der er. Vi blev bare taget virkelig godt i mod, og jeg så ingen børn surmule. De var alle glade, og det er utroligt, når man tænker på, at de er i skole fra kl 08:00 - 12:00, inden de har en halv times pause.
Vores ’’turguide’’ Alex er den sejeste person, jeg længe har snakket med - Alt det han kan! Han skaffede bare lige billetter til en kæmpe baseballkamp, og jeg glæder mig virkelig, til vi skal derind og se den kamp.
Da vi kom hjem fra skolen, skiftede vi til noget idrætstøj, fordi vi skulle ud i central park og spille noget fodbold og American fodbold.
Det er helt utrolig, at sådan en gigantisk park kan ligge midt i en storby, men selv om de har så mange forskellige ting som f.eks. store parker, kæmpe huse osv., får de det til at ligge så perfekt, at man ikke tænker, det er total pakket op med ’’lort’’
Det er ihvertfald en kæmpe oplevelse.
Martin M. Madsen - 17/04-2010
Vores ’’turguide’’ Alex er den sejeste person, jeg længe har snakket med - Alt det han kan! Han skaffede bare lige billetter til en kæmpe baseballkamp, og jeg glæder mig virkelig, til vi skal derind og se den kamp.
Da vi kom hjem fra skolen, skiftede vi til noget idrætstøj, fordi vi skulle ud i central park og spille noget fodbold og American fodbold.
Det er helt utrolig, at sådan en gigantisk park kan ligge midt i en storby, men selv om de har så mange forskellige ting som f.eks. store parker, kæmpe huse osv., får de det til at ligge så perfekt, at man ikke tænker, det er total pakket op med ’’lort’’
Det er ihvertfald en kæmpe oplevelse.
Martin M. Madsen - 17/04-2010
michael torsdag og fredag
Torsdag og fredag brugte vi dagene sammen med en anden skole. Jeg synes det var vildt ”fedt” at komme over på en amerikansk skole, for de var vildt åbne og ville gerne snakke. vi var der en hel skole dag for dem, hvor vi fremlagde nogle emner om og fra Danmark.
I deres 15 minutter lange pause hvor de skulle være uden for, lærte de os torsdag hurtigt ”2-hands touch football” efter at havde fortalt os reglerne, spillede vi Riberhusprivatskole vs. Immaculate conception school. Kampen ente 6-6 og vi var stolte af bare at få scoret. Af skolen fik vi en guld amerikansk fodbold, så vi valgte, da vi havde fået fri at gå over i central park og spille med den, men det blev til almindelig fodbold, for Simon havde været i ”Nike Store” og købe en almindelig fodbold. Men det var vildt hyggelig at spille med det meste af klassen i parken, håber at vi kan gøre det igen en dag. Om fredagen overrakte vi den anden skole en amerikansk fodbold, vi havde købt til dem, hvor vi skrev alle vores navne på, som de fik. om fredagen havde vi også dreng og pige op delt, så drengene lavede noget for sig selv og pigerne for sig selv. vi gik rundt i central park og hyggede og spiste hot dogs. det var meningen at vi skulle spise sammen, og se skyline når det blev mørk men det blev det ikke til, for det begyndte og regne så vi spiste hver for sig.
I deres 15 minutter lange pause hvor de skulle være uden for, lærte de os torsdag hurtigt ”2-hands touch football” efter at havde fortalt os reglerne, spillede vi Riberhusprivatskole vs. Immaculate conception school. Kampen ente 6-6 og vi var stolte af bare at få scoret. Af skolen fik vi en guld amerikansk fodbold, så vi valgte, da vi havde fået fri at gå over i central park og spille med den, men det blev til almindelig fodbold, for Simon havde været i ”Nike Store” og købe en almindelig fodbold. Men det var vildt hyggelig at spille med det meste af klassen i parken, håber at vi kan gøre det igen en dag. Om fredagen overrakte vi den anden skole en amerikansk fodbold, vi havde købt til dem, hvor vi skrev alle vores navne på, som de fik. om fredagen havde vi også dreng og pige op delt, så drengene lavede noget for sig selv og pigerne for sig selv. vi gik rundt i central park og hyggede og spiste hot dogs. det var meningen at vi skulle spise sammen, og se skyline når det blev mørk men det blev det ikke til, for det begyndte og regne så vi spiste hver for sig.
statue of liberty
New York
Statue of Liberty
Efter en omgang selvvalgt ”American Breakfast ” skulle vi mødes ved Battery park. Vi sad og nød solen ved Ismen, den store skulptur som stod mellem de to tvillinge tårne. Ventetiden blev flittig brugt på at købe de kendte ”Must have t-shirt” med logoet ”I Love NY”. Efter lidt forvirring om mødestedet kom vi ned til havnen hvor vi skulle med færgen ud til Statue of Liberty. At komme med færgen var ikke bare at gå ombord. Først skulle vi alle tjekkes i et stort telt. Alle måtte smide ure, bælter, tasker og overtøj. Vi troede alle vi havde overholdt de mange regler men Nikolaj Hansen havde alligevel en saks i taske og derfor blev hans taske taget til side og splittet ad.
Så kom vi endelig med færgen og fik en fantastisk udsigt til både de store skyskrabere og Frihedsgudinden. Turen gik stille og rolig på den overproppede færge mens blitzene konstant var i aktion. Tiden ude på øen blev brugt på at tage en masse billeder med skyline i baggrunden og gruppebilleder foran Frihedsgudinden ”Magda”. Tiden gik og pludselig skulle vi med færgen igen. Nogle havde nået at købe en souvenir mens andre sad og tog sol på mødestedet. De fleste souvenirs var den kobberbelagte statue i miniature udgave.
Ellis Island
Vi ankom til sorgens og glædens ø, Ellis Island. Vi gik alle ind i hall’en og øvede vores sange som vi skal fremføre senere ved afsløringen af Jacob A. Riis busten. Så stod det på frugtgrupper. Vi gik rundt i hele hovedbygningen og kunne fornemme alle de mange mennesker som havde været her. Mange havde fået en lykkelig skæbne men nogle blev sendt retur til deres hjemland. Inden den skæbnesvangre afgørelse skulle man igennem en masse undersøgelser. Kunne man engelsk, havde man nogle sygdomme eller nogle handicap? Efter vores grundige rundtur på museet samlede vi os ude på den grønne græsplæne og nød vi pausen i solen indtil færgen kom. Da vi kom tilbage var der en flok Street dansere som lavede et lille show ved havnen.
Trinity Church
Den berømte kirke, Trinity Church, som overlevede terrorangrebet på World Trade Center. Et stort træ havde reddet de mange gravsten som ligger ved siden af kirken. Træet havde haft så stor en rod at den ikke væltede men beskyttede de mange gamle og vigtige gravsten. Et lille men spændende oplevelse. Efter kirken gik vi ned af Wall Street for at kigge lidt på Stock Exchange og de mange andre spædende bygninger. F.eks. The Trump Tower.
Tribute to the World Trade Center
Efter lidt hurtig gang gik vi på et meget spændende og rørende museum ved Ground Zero. Der var mange bevægende billeder, tekster og film. En mand havde ringet til sin kone og sagde at hans fly var blevet kapret od de så meget sort ud. Han ville gerne have hende til at ringe tilbage. Filmene beskrev den hårde kamp brandmændene, politimændene og de frivillige havde kæmpet. Det var bare utrolig rørende. De har dog valgt at vise de ikke er bange for terrorismen ved at bygge ”One World Trade Center”. De syv nye bygninger er så småt ved at skyde op over de omkringliggende og det vil blive endnu et stort bygningsværk i ”The Big Apple”
Statue of Liberty
Efter en omgang selvvalgt ”American Breakfast ” skulle vi mødes ved Battery park. Vi sad og nød solen ved Ismen, den store skulptur som stod mellem de to tvillinge tårne. Ventetiden blev flittig brugt på at købe de kendte ”Must have t-shirt” med logoet ”I Love NY”. Efter lidt forvirring om mødestedet kom vi ned til havnen hvor vi skulle med færgen ud til Statue of Liberty. At komme med færgen var ikke bare at gå ombord. Først skulle vi alle tjekkes i et stort telt. Alle måtte smide ure, bælter, tasker og overtøj. Vi troede alle vi havde overholdt de mange regler men Nikolaj Hansen havde alligevel en saks i taske og derfor blev hans taske taget til side og splittet ad.
Så kom vi endelig med færgen og fik en fantastisk udsigt til både de store skyskrabere og Frihedsgudinden. Turen gik stille og rolig på den overproppede færge mens blitzene konstant var i aktion. Tiden ude på øen blev brugt på at tage en masse billeder med skyline i baggrunden og gruppebilleder foran Frihedsgudinden ”Magda”. Tiden gik og pludselig skulle vi med færgen igen. Nogle havde nået at købe en souvenir mens andre sad og tog sol på mødestedet. De fleste souvenirs var den kobberbelagte statue i miniature udgave.
Ellis Island
Vi ankom til sorgens og glædens ø, Ellis Island. Vi gik alle ind i hall’en og øvede vores sange som vi skal fremføre senere ved afsløringen af Jacob A. Riis busten. Så stod det på frugtgrupper. Vi gik rundt i hele hovedbygningen og kunne fornemme alle de mange mennesker som havde været her. Mange havde fået en lykkelig skæbne men nogle blev sendt retur til deres hjemland. Inden den skæbnesvangre afgørelse skulle man igennem en masse undersøgelser. Kunne man engelsk, havde man nogle sygdomme eller nogle handicap? Efter vores grundige rundtur på museet samlede vi os ude på den grønne græsplæne og nød vi pausen i solen indtil færgen kom. Da vi kom tilbage var der en flok Street dansere som lavede et lille show ved havnen.
Trinity Church
Den berømte kirke, Trinity Church, som overlevede terrorangrebet på World Trade Center. Et stort træ havde reddet de mange gravsten som ligger ved siden af kirken. Træet havde haft så stor en rod at den ikke væltede men beskyttede de mange gamle og vigtige gravsten. Et lille men spændende oplevelse. Efter kirken gik vi ned af Wall Street for at kigge lidt på Stock Exchange og de mange andre spædende bygninger. F.eks. The Trump Tower.
Tribute to the World Trade Center
Efter lidt hurtig gang gik vi på et meget spændende og rørende museum ved Ground Zero. Der var mange bevægende billeder, tekster og film. En mand havde ringet til sin kone og sagde at hans fly var blevet kapret od de så meget sort ud. Han ville gerne have hende til at ringe tilbage. Filmene beskrev den hårde kamp brandmændene, politimændene og de frivillige havde kæmpet. Det var bare utrolig rørende. De har dog valgt at vise de ikke er bange for terrorismen ved at bygge ”One World Trade Center”. De syv nye bygninger er så småt ved at skyde op over de omkringliggende og det vil blive endnu et stort bygningsværk i ”The Big Apple”
onsdag den 14. april 2010
The New York Acrobats
Det var rigtigt varmt udenfor. Vi var lige stået af den lille færge, der sejlede os frem og tilbage mellem Manhattan, Liberty Island og Ellis Island, hvor vi havde set Statue Of Liberty og museet på Ellis Island. Da vi kom i land, hørte vi en masse mennesker klappe og juble. Da vi gik hen mod menneskemængden, fik vi øje på 4 mænd der sprang rundt i bar overkrop og store hvide shorts. Vi gik nærmere, for at se hvad der skete. Det viste sig at mændene lavede akrobatiske øvelser og publikum strømmede til fra alle sider. Efter kort tid var hele gaden fyldt.
Solen skinnede og det var meget varmt. Alle mennesker klappede, mens badutspringerne hoppede rundt.
Senere udpeger akrobaterne 7 tilfældige medlemmer fra publikum, hvorefter de bliver stillet op i en kø. Melanie fra vores 10. klasse stod i midten. Publikum beder nu publikum om fuldstændig stilhed og de udvalgte om ikke at bevæge sig. Samtidig går to af akrobaterne rundt til publikum for at samle penge ind, så de kan "komme på universitetet/college" og senere for "at øge sikkerheden for deltagerne.
En af akrobaterne tager nu et tilløb og hopper over de 7 foroverbøjede, skræmte deltagere. Heldigvis går alt glat og akrobaten kommer over på den anden side af deltagerne.
Det er ikke lige noget man ser på gaderne hver dag i lille Danmark.
Det var rigtigt varmt udenfor. Vi var lige stået af den lille færge, der sejlede os frem og tilbage mellem Manhattan, Liberty Island og Ellis Island, hvor vi havde set Statue Of Liberty og museet på Ellis Island. Da vi kom i land, hørte vi en masse mennesker klappe og juble. Da vi gik hen mod menneskemængden, fik vi øje på 4 mænd der sprang rundt i bar overkrop og store hvide shorts. Vi gik nærmere, for at se hvad der skete. Det viste sig at mændene lavede akrobatiske øvelser og publikum strømmede til fra alle sider. Efter kort tid var hele gaden fyldt.
Solen skinnede og det var meget varmt. Alle mennesker klappede, mens badutspringerne hoppede rundt.
Senere udpeger akrobaterne 7 tilfældige medlemmer fra publikum, hvorefter de bliver stillet op i en kø. Melanie fra vores 10. klasse stod i midten. Publikum beder nu publikum om fuldstændig stilhed og de udvalgte om ikke at bevæge sig. Samtidig går to af akrobaterne rundt til publikum for at samle penge ind, så de kan "komme på universitetet/college" og senere for "at øge sikkerheden for deltagerne.
En af akrobaterne tager nu et tilløb og hopper over de 7 foroverbøjede, skræmte deltagere. Heldigvis går alt glat og akrobaten kommer over på den anden side af deltagerne.
Det er ikke lige noget man ser på gaderne hver dag i lille Danmark.
tirsdag den 13. april 2010
En helt normal dag i New York
Vi har i dag været ude at opleve nogle af de områder, hvor Jacob A. Riis havde sin daglige færden for over 100 år siden.
Vi blev sluppet løs på et trafikeret sted midt i Downtown New York, hvor vi fik til opgave at finde 5 væsentlige steder i forhold til historien om Jacob A. Riis og hans bedrifter.
Det første problem opstod allerede, da vi skulle finde første punkt, Riis’ vigtigste arbejdsplads – politihovedkvarteret. Det begyndte med regn, og straks var vi i en kæmpe stor ukendt storby på egen hånd – med regnvejr! Vi ledte i lang tid og måtte søge hjælp hos de flinke New Yorkere, som ledte os forskellige steder hen. Endelig fandt vi et politihovedkvarter, og vagten bød os indenfor. Efter kort udveksling med ham, kunne vi konkludere, at det ikke var stedet, vi ledte efter. DAM DAM DAMMMM! Vi fik dog et kønt syn inde i bygningen. Stedet var smukt udsmykket med lysekroner og marmor. Vagten havde også en interessant historie om stedet – det var noget med en bombe. Man skulle nok have været der…
Til sidst måtte vi give op og gå videre til næste punkt på dagsordenen – Mulberry Bend.
Arg, det er vist lidt løgn… Efter Riis fik revet de gamle lejekaserne ned, blev der anlagt en park, som blev kaldt Columbus Park, og det var der, vi var. Parken ligger midt i Chinatown – det er godt nok en speciel oplevelse at gå der i gennem. New York, ej hvor er her pænt – HOV nu er vi sørme da i Kina? Prøv at forestille jer følelsen, ganske sjovt…
Men løjerne er skam ikke slut endnu. Pludselig er vi på vej ind i Italien, og det er ikke kun husene, restauranterne og butikkerne, der forandres. Det er også duften, menneskerne og sproget.
Da vi havde oplevet stemningen i parken, gik turen videre mod en af de steder, hvor Riis havde sine værste år og næsten gik til grunde – Chatam Square. I dag suser bilerne forbi, og duften af mad og bilos fylder luften og blander sig med lyden af de mange travle New Yorkere og bilernes hektiske dytten – Det er slet ikke til at forestille sig, hvordan stedet engang har set ud.
Efter en lang omvej kom vi endelig frem til et af de steder, hvor Riis’ havde sin faste gang, når han skulle finde inspiration til sine historier – nemlig Jewtown. En sjov ting vi faldt over på vej derned, var lampegaden. Butikkerne på begge sidder af vejen var spækket med lamper i alle mulige former og farver flere ’blocks’ frem. Og hvis man ikke ved, hvad ’blocks’ er, så må man Google det... (Humor på højt plan – dansk tid 03.23 – ÅÅÅÅRH HVAD!)
Næste punkt stod på jura til den store guldmedalje. Vi skulle (uden idé om udformning, farve, størrelse, eller for den sags skyld beliggenhed) finde ’five points’. Efter at have snakket med flere New Yorkere og gået gennem en jungle af courts (igen er Google altid din ven) og andre seværdigheder, fandt vi dog frem til det, som viste sig at være en skulptur – det var faktisk rent (citat 03:30 dansk tid: ’’Den som skriver d i rent skal ha’ sin røv smurt”…) held, at vi fandt stedet, da vi bare gik efter steder, der kunne ligne et monument. Da vi endelig fandt stedet, var
I skal da ikke snydes for et billede af ’five points’
der dog ingen tvivl… Fem store, røde, massive ringe, tronede sig op foran os. ”Wow!” udbrød vi i flok, ”det må være stedet!” - og ganske rigtigt (tror vi nok) det var her!
Nu havde vi fulgt Jacob A. Riis’ fodspor. Så gik turen mod parken, hvor vi havde aftalt at mødes. Vi var dog i god tid, så vi slog os løs derinde. Der var både duer, egern og geder. Eller var geden måske bare en skulptur (hvem ved…?)
Nu er klokken rigtig mange, og vi skal også nå at øve skønsang – ny tradition på turen.
Håber I har nydt vores skriverier, og at I vil læse det, vi skriver i de næste dage.
Yours sincerely,
The Melons – Joan Jepsen, Louise Schilling, Simon Bruun og Lærke Siedentopp
13.04.10 - vibe, mia p og lea
Maaaaad! Sådan tænkte vi efter lang tids søgning efter førstedagens morgenmad. Da det endelig blev fundet, var det nok ikke lige, hvad vi havde regnet med. Det første vi så i vinduet, var pizza - det er vist kun efter en ordentlig gang tømmermænd, man kan have det til morgenmad. Vi fandt heldigvis et sted, hvor vi kunne få frugt, yoghurt og brød.
Turen fortsatte ned til undergrunden, hvor vi skulle tage subway’en videre til Jacob A. Riis ruten, som vi havde forberedt hjemme fra. I undergrunden var der kaos. Larm, nervøsitet og mange mennesker. Der blev dannet menneskekæder, så INGEN blev efterladt - dog vendte vi os til sidst til mylderet.
Første indtryk af New Yorks indbyggere var, at de var utroligt hjælpsomme. Undervejs på Riis ruten blev vi med åbne arme mødt af en gammel New Yorker mand. Han kunne fortælle i adskillige minutter om seværdighederne i denne fantastiske storby. At finde rundt i gaderne kunne være lidt af et problem. Vi fik dog set alt det, vi skulle. Deriblandt det gamle politihovedkvarter, Lower East Side – Jew kvarteret, Chatam Square – hvor Riis var ved at gå til grunde, Mulberry Bend, Five Points.
Det var en speciel oplevelse at passere China Town. Stedet bestod udelukkende af kinesere – surprise surprise! Her var mange forskellige ulækre lugte, måske på grund af de mange åbne fiske- og oste butikker og steder hvor kloakken stod åben.
Brooklyn Bridge var også en af de mange seværdigheder, vi bare måtte se! Turen over broen var meget lang, men udsigten over den smukke by tog opmærksomheden fra næsten os alle – undtagen Lotte der var bange for de gamle og ustabile brædder, vi gik på. På den anden side af broen blev vi mødt af et stille kvarter, som førte os ud til det smukke Skyline, hvor vi kunne udforske de store bygninger og lige ane Frihedsgudinden (aka Magda) i solens skær.
Af Louise Vibe, Mia P. og Lea.
Turen fortsatte ned til undergrunden, hvor vi skulle tage subway’en videre til Jacob A. Riis ruten, som vi havde forberedt hjemme fra. I undergrunden var der kaos. Larm, nervøsitet og mange mennesker. Der blev dannet menneskekæder, så INGEN blev efterladt - dog vendte vi os til sidst til mylderet.
Første indtryk af New Yorks indbyggere var, at de var utroligt hjælpsomme. Undervejs på Riis ruten blev vi med åbne arme mødt af en gammel New Yorker mand. Han kunne fortælle i adskillige minutter om seværdighederne i denne fantastiske storby. At finde rundt i gaderne kunne være lidt af et problem. Vi fik dog set alt det, vi skulle. Deriblandt det gamle politihovedkvarter, Lower East Side – Jew kvarteret, Chatam Square – hvor Riis var ved at gå til grunde, Mulberry Bend, Five Points.
Det var en speciel oplevelse at passere China Town. Stedet bestod udelukkende af kinesere – surprise surprise! Her var mange forskellige ulækre lugte, måske på grund af de mange åbne fiske- og oste butikker og steder hvor kloakken stod åben.
Brooklyn Bridge var også en af de mange seværdigheder, vi bare måtte se! Turen over broen var meget lang, men udsigten over den smukke by tog opmærksomheden fra næsten os alle – undtagen Lotte der var bange for de gamle og ustabile brædder, vi gik på. På den anden side af broen blev vi mødt af et stille kvarter, som førte os ud til det smukke Skyline, hvor vi kunne udforske de store bygninger og lige ane Frihedsgudinden (aka Magda) i solens skær.
Af Louise Vibe, Mia P. og Lea.
I Jacob A Riiss fodspor
Efter en yderst ubehagelig flyvetur med både lufthuller og utrolige dårlige sandwicher var vi efterhånden kommet os over mødet med Soulchok. Vi var nu klar til at opleve ’’the big apple’’ og dets menneskemylder. Vi brugte vores første dag i New York City på at følge JAR’s fodspor rundt om i byen. Ruten ledte os forbi kæmpe skyskrabere, små kinesere og mænd uden skridt. Det var en oplevelsesrig tur, som ikke lige sådan vil blive glemt. Nutidens New York er på ingen måde den samme by, som JAr levede i på hans tid. Byen har ændret sig på så mange måder. Bygningerne er større, men fortidens spor kan stadig spottes i nogle af byens afkroge. Duften af tis og døde katte hang os i næsen det meste af vejen gennem China Town og hvis det ikke lige var det, så var det brændte huse og kinesiske skilte, som vi mødte på vores vej. Gud ske tak og lov for at der var kinesere og gule taxaer overalt, for ellers havde vi aldrig fundet vej gennem mylderet.
New York’s befolkning er utrolig hjælpsomme og venlige. Det eneste de vil er at hjælpe, så hvis du kigger på dit kort i mere end 2 minutter, så står de straks ved din side for at tilbyde deres hjælp og assistance. Og det elsker vi bare, for det er yderst praktisk og meget behageligt. Vi har fået mange historier med på vores vej, og det har også inkluderet fortællinger om rædsels huse og flyvere, som lander på floder. Yderst interessant har vi bare at sige her fra (;
Over and out.
Melanie, Allan og Jeanett.
Abonner på:
Opslag (Atom)